I Rom ligger Vatikanet. Og i Vatikanet bor Paven. Og når man nu ankommer dertil søndag formiddag, så er man nærmest nødt til at valfarte til Peterspladsen og se, om ikke han skulle være hjemme. For er han det, kommer han frem i sit vindue klokken 12 og taler til folket. En oplevelse, vi gerne ville have med.
Og vi troppede op, sammen med rigtig mange andre mennesker. En masse turister som os selv. Men også en del præster og nonner. Der var flere nonner, der tog opstilling lige omkring, hvor vi stod, og vi var ret sikre på, at de måtte have tjek på Paven og hans gøremål. Med andre ord: De ville ikke være der, hvis ikke han var der.
Så vi ventede troligt i den bagende middagssol.
Klokken blev 12 og Peterskirkens klokker gik igang. Vi blev enige om, at når de var færdige med at bimle, SÅ skete der garanteret noget på Pavefronten.
Klokkerne blev stille. Intet skete. Vi ventede lidt længere. Pludselig kunne vi ikke længere se så mange nonner omkring os. Faktisk var der "kun" turister tilbage.
Paven var ikke hjemme. Man havde åbenbart glemt at fortælle ham, at vi kom! Så øv...ingen Pave i denne omgang. Men en sjov oplevelse at stå der sammen med hundredevis af andre forventningsfulde mennesker. Og forventningens glæde er jo oftest den største.