Pave, Pave, kom nu frem

I Rom ligger Vatikanet. Og i Vatikanet bor Paven. Og når man nu ankommer dertil søndag formiddag, så er man nærmest nødt til at valfarte til Peterspladsen og se, om ikke han skulle være hjemme. For er han det, kommer han frem i sit vindue klokken 12 og taler til folket. En oplevelse, vi gerne ville have med.
Og vi troppede op, sammen med rigtig mange andre mennesker. En masse turister som os selv. Men også en del præster og nonner. Der var flere nonner, der tog opstilling lige omkring, hvor vi stod, og vi var ret sikre på, at de måtte have tjek på Paven og hans gøremål. Med andre ord: De ville ikke være der, hvis ikke han var der.
Så vi ventede troligt i den bagende middagssol.
Klokken blev 12 og Peterskirkens klokker gik igang. Vi blev enige om, at når de var færdige med at bimle, SÅ skete der garanteret noget på Pavefronten.
Klokkerne blev stille. Intet skete. Vi ventede lidt længere. Pludselig kunne vi ikke længere se så mange nonner omkring os. Faktisk var der "kun" turister tilbage.
Paven var ikke hjemme. Man havde åbenbart glemt at fortælle ham, at vi kom! Så øv...ingen Pave i denne omgang. Men en sjov oplevelse at stå der sammen med hundredevis af andre forventningsfulde mennesker. Og forventningens glæde er jo oftest den største.

Tilbage til virkeligheden

Så er arbejdsdagene godt nok startet igen...med sent fri og aftenmøde om en lille times tid. Suk!
Så bloggen må lige passe sig selv lidt.

Er vi der ikke snart?

Der er langt til Rom. Især når man skal med tog hele vejen. Det tager lidt over et døgn at komme fra det østjyske til Den Evige Stad. Men når man som jeg nærmest bliver luftsyg af at kigge på et pariserhjul, så er flyveture altså ikke særligt sjove. Så hellere sidde og bumle i et tog.

Udsigten blev nydt. Bjerge er jo ikke hverdagskost her i flade Danmark, og jeg må indrømme, at især gennem Østrig på hjemvejen var jeg betaget.Utroligt smukt var det, med landsbyer på bjergskråningerne og sne på toppen. Det var lige før jeg var klar til, iført dirndl og frikadeller bag ørerne, at springe jodlende rundt som en anden Heidi. Men jeg styrede mig.

Den lange togtur indebar naturligvis liggevogne. På nedvejen blev vi underholdt en stor del af natten af nogle unge schweizere i kupeen, der åbenbart lige skulle vende verdenssituationen. Der blev snakket igennem. Hjemad var vi heldigere. Stille, trætte togrejsende som os selv, der helst bare ville sove.
Søndag morgen ankom vi til Italien. Der blev kigget på det nye landskab. Og spejdet længselsfuldt efter Rom.

R som i Roma

Rom var en stor oplevelse. Historiens vingesus blafrede om ørerne på mig utallige gange, og antallet af fotografier af ruiner taler deres tydelige sprog. Vi har allerede lumske planer om endeløse lysbilledaftener til glæde for os og til stor skræk for vore omgivelser.
Alle indtrykkene har vist ikke helt sat sig endnu. Men I kan være ganske rolige. Jeg skal nok dele nogle af dem med jer. Og der følger garanteret billeder med. Mange.

Ciao!

Rom, her kommer vi! Jeg er tilbage på bloggen i næste weekend...medmindre jeg falder over en internetcafé på vejen. Vi ses!!! :-)

Rejsefeber

Så bliver der pakket til den store guldmedalje. Der skal godt læsestof og musik på mp3-afspilleren med til den lange togtur...og måske et bette strikketøj?! Sudoku og et par kryds-og-tværser er der sikkert også plads til. Og naturligvis skal "Turen går til Rom" nærlæses.
Der er lidt kriller i maven...men det skal der være. :-)

Buongiorno

Selvom vi sagtens kunne leve højt på lørdagens festivitas længe endnu, så er der nye, store oplevelser lige på trapperne. Lørdag morgen tager vi toget, hele vejen til Rom! Ingen af os har været der før, og vi glæder os som små børn til juleaften. Vi skal være der en lille uges tid, så vaskemaskinen er i sving...og det bliver vist sommertøjet, der skal med: Omkring 25 grader lover DMI de næste par dage...skøøønt!

Apropos gårsdagens bryllup

Min mand...hehe, ja det er han jo nu...viste mig denne her som jo er meget aktuel herhjemme hos os. :-)

Pludselig er man gift

Det blev en helt fantastisk dag! Der var kys og kram i massevis fra min elskede, dejlige gaver fra familie og kolleger, skøn mad og hyggeligt selskab hele dagen. Der var den yndigste brudebuket, tårerfremkaldende taler og en rigtig afslappet stemning. Alt i alt blev det lige præcis den bryllupsdag, vi havde drømt om.

Der var en del nervøsitet inden vi kom afsted...og, må jeg indrømme...optræk til tårer, da brudebuketten ankom. Da gik det vist op for mig, at nu var det altså lige om lidt. At min dejlige kæreste gennem 3½ år snart skulle blive min ægtemand, og jeg hans hustru. Det var et stort øjeblik.

Men heldigvis er en borgerlig vielse jo ikke særlig lang og helt så følelsesladet som en kirkelig vielse kan være, så jeg fik ikke brug for lommetørklæder under selve ceremonien. Først under talerne...men skal de ikke også trække lidt vand, for at det sådan er helt rigtigt?! :-)

Maden var rigtig god. Menuen bestod af tun carpaccio med dijon marinade og krydderurter til forret.

Hovedretten var indbagt kalvemørbrad med parmaskinke og frisk basilikun. Dertil ratatouille rundel med hønsefumet og revet kartoffel med bacon.

Desserten var helt uovertruffen: Creme brullee med friske bær og hindbærsorbet med chokoladeslør. Mens vi spiste desserten var der nærmest andægtig stilhed ved bordet, så stor en smagsoplevelse var den.

Kaffen blev indtaget herhjemme...med den obligatoriske bryllupskage med brudepar på toppen.

Og så blev der ellers hygget, snakket og grinet resten af dagen. Det blev ganske enkelt en uforglemmelig dag.

Småtravlt

Det er ikke meget blogging, der er tid tilovers til i denne travle tid. Vi er nu virkelig kommet ind i opløbsfasen...og der løbes til! Men mon ikke vi når det hele til lørdag? Og hvis ikke, er jeg sikker på, det nok skal blive en dejlig dag alligevel. :-)

Ugift uge

Så har jeg taget hul på den sidste uge som ugift! På lørdag skal min udkårne og jeg vies på rådhuset. Det bliver ikke med det store bal-faldera, men med frokost på en af byens finere restauranter for den nærmeste familie. Og så hjem og have eftermiddagskaffen. Vi håber på en hyggelig og rimelig afslappet dag. Men jeg elsker at lave papirklip, og bordkort og menukort skal der altså til, afslappet eller ej. :-)

Fristelser

Godt, at den skriftlige opgave er færdig. For nu er der kommet fristelser ind ad døren. Posten har været her med et par bøger. Og spændende ser de ud.

Netto kunne også friste. Jeg kom til at købe et par bundter mohairgarn. Det er grønt- og blåmeleret, og jeg er ret sikker på, at jeg har noget andet garn på lager, som det vil klæde rigtig godt. Måske til et sjal fra den nye bog?!

Ikke at jeg får lavet meget håndarbejde for tiden. Men det kan være, lysten snart melder sig igen...jeg tror det.

Svalende regn

Jeg arbejder flittigt med opgaven, der nærmer sig afslutningen. Fedt!

Men jeg blev lige afledt...det sker jo af og til...da jeg kom til at kigge ud af vinduet. Jeg sidder lige under et skråvindue, med udsigt ud til ledninger, hvor der sidder tre svaler og skutter sig i regnen. De to helt tæt, og så den sidste et stykke derfra, på en anden ledning. Faktisk blev den kraftigt opfordret af en af de andre til at flytte sig før, da den havde tilladt sig at slå sig ned i deres nærhed. Den ser ret ensom ud, den svale.

Smil til fotografen

Nu kan man forresten få et kamera, der automatisk fotograferer, hvis "offeret" smiler. Det er ærligt talt lidt spøjst.
Hvad med at opfinde et, der ikke fotograferer, når offeret lukker øjnene? :-)

Hviledag

Som cykelrytterne i Tour de France af og til får lov til, holder jeg hviledag fra Tour de Opgave. Vi havde sidste undervisningsdag i denne omgang...og siden jeg kom hjem har jeg ikke så meget som skænket teorier og refleksioner en tanke. Skøønt!
I morgen går det så løs fra morgenstunden har jeg lovet mig selv. Heldigvis bliver det vist regnvejr. Det kan vel få mig til at blive siddende foran skærmen, uden al for meget lyst til have og strøgture. :-)

Bare et lille pip

Selvom jeg hygger med Vygotsky, nærmeste udviklingszone og andre gode sager...så skal bloggen jo ikke glemmes helt. Men det bliver ikke til de helt kloge betragtninger her. Jeg må hellere bruge krudtet på opgaveskrivningen. Jeg er da kommet i gang...og godt begyndt er jo halvt færdigt...eller noget! :-)

Studiesøndag

Med en skriftlig opgave, der lige skal udtænkes og skrives til på fredag, og litteratur, der skal læses...ja, så er der egentlig nok at lave. Men overspringshandlinger er velkomne. Så et par indlæg på bloggen er dejlig adspredelse.
Nå, tilbage til bøgerne...øøøh, er det mon ikke ved at være frokostpausetid?! ;-)

Tilbage til nutiden

Så er årets Middelalderfestival godt overstået. Endnu engang blev det en festlig og fascinerende rejse tilbage i tiden. Der var gadeteater med en masse håbefulde, unge mennesker, der virkelig gav alt, hvad de havde i sig. Som en ældre mand stolt sagde til os: "Det er mit barnebarn, der har fået benet amputeret!"...der sad hun så, i et mørkt, lille rum i byporten, endnu med blodet flydende fra "benstumpen", mens en anden pige skreg meget højt. Virkelig effektfuldt.

Og sådan var det hele vejen igennem. Godtfolk og kræmmere, tiggere og adel godt blandet sammen i bybilledet. Boder, med alt, hvad middelalderhjertet kan begære: Våben, rustninger, klædedragter i de smukkeste farver, smykker, garn, flettede kurve af pil.

Og mjød, kålblade med lammegryde direkte fra de arabiske købmænd på langfart hjemmefra, friskbagt brød, pandekager med æblefyld og pølser med stærk sennep.

Heste, jagtfalke og irske ulvehunde. På størrelse med en lille hest, men så god, som dagen er lang. Ubetinget min yndlingshunderace, også her i nutiden.

Når mørket faldt på, var det røg fra faklerne og lyden af musik, der var fremherskende. Sækkepiber og trommer genlød gennem gaderne. Fakler blev kastet og ild blev spist. Og altsammen foregik i en god stemning, på trods af, at der var rigtig, rigtig mange mennesker overalt.

Så er festen igang

Ungmøer, ædle riddere, fattiglemmer, mad og drikke i rigelige mængder...Middelalderfestivallen har det hele...og mere til!

Knald på frikadellen

Jeg har i flere år gået til akvarelmaling i aftenskole. Ikke at jeg er blevet så specielt dygtig til det, og jeg får heller ikke holdt det vedlige. Det er lidt en skam, for det er jo sjovt. En af lærerne forsøgte tit at få os til at bruge lidt stærkere farver...der skulle knald på frikadellen, som han så poetisk udtrykte det. Og nu kommer pointen. Jeg fik lyst til at lægge et par af mine fotos fra sommerhaven her, hvor der vitterligt ER fut i farsen sådan farvemæssigt.

Om ikke andet, så kan de da minde lidt om den sommer, der går på hæld...og aldrig rigtig kom i gang for alvor.