søndag den 24. februar 2008

Afsløring!

Pludselig er der gået mere end en uge siden forrige indlæg?! Ingen billeder af den nye cykel er der blevet taget, ingen kloge ord er skrevet...sikke noget!

For at kompensere lidt, vil jeg nu skrive et afslørende og spændende indlæg om den forgangne nats udskejelser med en anden mand end ægtemanden! Nemlig, intet mindre kan vel gøre det.
Men inden du, kære læser, får røde ører og bliver alt for forarget eller ophidset - alt efter temperament - så lad mig afsløre, at manden er 80 år og hedder Oscar.
Jeg har nemlig siddet oppe det halve af natten for at følge uddelingen af årets gyldne statuetter. Det har jeg efterhånden gjort i en del år, så det må nærmest kaldes en tradition. Clockradioen sættes til lidt over 1, jeg vælter ud af sengen og ned i stuen....og så står den ellers på fine kjoler på den røde løber, tårevædede takketaler og krydsen-fingre for favoritterne.
Denne nat forløb det dog ikke helt udramatisk her. Ved 4.30 tiden forsvandt antennesignalet pludseligt. Alle kanaler bød på snevejr, internet og radio var også nede. Da blev jeg godt nok en anelse febrilsk. De "store" priser var ikke uddelt endnu, og det ville bare være for ærgerligt at skulle gå i seng uden at have fået det hele med. Heldigvis kom signalet tilbage, og jeg kunne ånde lettet op, og få resten af showet med.
Så ved 6-tiden, da ægtemanden lige var stået op, blev der kysset godmorgen/godnat, og jeg kunne kravle under dynen igen for nogle timer. For jeg har taget en feriedag, men den skal jo ikke soves helt væk, bare fordi natten er tilbragt foran fjernsynet. :-)

fredag den 15. februar 2008

Jeg er så glad for min cykel

Så er man sørme blevet den lykkelige ejer af en funklende ny og knaldrød cykel! Ned til den lille cykelhandlerbiks, hvor også den gamle cykel blev købt for snart 9 år siden...og hjem med det nye vidunder en time senere. Med gear, der skifter med det samme og ikke først skal "hakke" over og gøre underlige ting, som det gamle havde fået for vane. Og som kører som en drøm. I får et billede i morgen...den gør sig vist bedst i dagslys.

Fredag, tidligt fri og solskin...

...det må siges at være gode odds for resten af dagens humør! På trods af, at min cykel gik i stykker i går, så jeg i dag har været afsted på en herrecykel af ældre herkomst...tror nok, det er et muntert syn, når jeg skal af og på. Hvad den dersens stang midt i det hele skal gøre godt for, det fatter jeg intet af...men jeg kom da hel på arbejde og hjem igen.
Og nu strækker en dejlig, lang eftermiddag sig fuldstændig ubrugt foran mig...det er skønt! Måske der skal kigges på ny cykel, hækles lidt på tørklædet , læses eller noget helt fjerde. Jeg ved det ikke endnu, men lige meget hvad, så skal det nydes.
Go' fredag til dig! :-)

søndag den 10. februar 2008

Månedens digt

Når inspirationen pludselig er der, må man slå til! :-)

Vintervår
Forårsfornemmelser pibler frem
Erantis står klar på geled
Buskenes knopper på spring
Rødder sender følere ud
Undergrund i oprør
Alt er tidligt på færde
Regner ikke med sne

lørdag den 9. februar 2008

Hækleprojekt



Til at supplere sokkestrikningen...som jeg slet ikke er træt af endnu...er jeg begyndt at hækle et tørklæde . Endnu er jeg ikke kommet særlig langt, men det er hyggeligt at sidde med. En masse rektangler med haler skal hækles sammen, både på lange rækker og sammen med naborækken. Ind imellem sker det, at jeg glemmer at hækle sammen, men så kan der jo heldigvis trævles op...og det er jo overskueligt, for firkanterne er små.





Jeg minder lige om, at det er i eftermiddag, at der er Grand Opening hos Bogslugerne. Ses vi?!

tirsdag den 5. februar 2008

Pandekager

Da jeg træt efter arbejdsdagen surfede lidt rundt i blogland, var der flere steder, der gjorde mig opmærksom på, at i dag er Pandekagedag. Dagen, hvor der skal bages og spises pandekager. Det fristede i høj grad. Og der var ikke langt fra tanke til handling! Fik overtalt min søde mand...og det var ikke engang særlig svært...til, at han da lige skulle kaste sig over pandekagedejen.
Så aftensmaden har bestået af pandekager med kødfyld og diverse lækre grøntsager...og til dessert pandekager med vanilleis med chokolade og bananskiver. Uhm, siger jeg bare...nu meget mæt og pandekageglad. :-)

mandag den 4. februar 2008

Noget spændende er på vej

Nogle gange sker der ting i cyberspace, der gør det lidt sjovere at være på nettet. Nina har taget initiativ til en fælles bogblog/kulturblog...og jeg er i den grad med. Det kan blive sjovt, interessant, kaotisk...med andre ord, så det skal bare prøves!

lørdag den 2. februar 2008

MGP...og jubilæum

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg ser Melodi Grand Prix. Selv i de perioder, hvor det har været allermest udskældt, yt og til grin...ja, da har jeg også siddet klar ved tv-skærmen. Selv i 70'erne, hvor Danmark slet ikke deltog, var jeg stor fan. Min far gjorde spolebåndoptageren klar, så sangene kunne gemmes...det lyder totalt oldnordisk, men videomaskinen var endnu kun ønsketænkning dengang. Og en lp med alle bidragene på kunne man ikke købe endnu.
Nu ser jeg stadig MGP. Men det er altså ikke det samme. Der er langt mellem snapsene, så at sige. Og det gælder både det danske og det europæiske grand prix. For mig er den perfekte grand prix-sang et iørefaldende popnummer, som man kan nynne med på efter første gennemlytning...og ikke en patetisk hyldestsang til Pavarotti eller et færøsk "åh, hvor er det ærgerligt, at vi ikke er gamle nok til at have oplevet punken for alvor"band. Så jeg er spændt på aftenens udfald. For se det....selvfølgelig skal jeg det. :-)

Og jubilæet i overskriften?! Jooo.... ovre hos Nina fejres sådan et....og her hos mig er det såmænd indlæg nr. 100! Også en grund til at feste...eller noget! :-)