onsdag den 30. juni 2010

Ret godt tilfreds



Jeg går lige nu med den dér ualmindeligt dejlige følelse af tilfredshed og glæde over et færdigt håndarbejdsprodukt. Jeg har hæklet et pudebetræk til en stor pude, og det er, i hvert fald i mine øjne, blevet ret skønt. Inspirationen har været Babettes Blanket, som jeg for et par år siden købte opskriften til. Jeg har bare ikke taget skridtet til at gå i gang med tæppet endnu, men da jeg på Ravelry faldt over en pude efter samme idé var jeg helt hooked. Og det har været et sjovt projekt, hvor der har været brug for nogle af de diverse bomuldsgarnnøgler, som efter min mening ikke må mangle i noget hjem. Man kan aldrig vide, hvornår der er brug for dem. Mine har så været igang nu. Heldigvis er der flere på matriklen endnu, for jeg pønser allerede på en blå/grøn makker til den her pude. Og måske endnu én...og endnu én...og......



P.S. Jo, den stribede bagside var en anelse kedelig at hækle, men har været arbejdet værd.

lørdag den 5. juni 2010

Sådan en lørdag...



...hvor manden er ude at sejle i sin nyindkøbte båd, og hvor byen langsomt, men sikkert fyldes med AC/DC fans, der skal feste igennem på stadion i aften...da nyder katten og jeg det gode vejr i skyggen på terrassen. Underholdning indenfor rækkevidde er der nok af.
Og ja, som den observante læser sikkert straks har spottet, er der ukrudt i umiddelbar nærhed af kattedyret. Og nej, jeg har ikke tænkt mig at gøre noget som helst ved det i dag! Var igang tidligere på dagen, men det var for varmt...og ukrudtet løber med garanti ingen steder, så det får lov at vente til en gråvejrsdag.



Det er nu heller ikke ukrudt det hele...heldigvis.


Der er de overvintrede dahlia-knolde, der er godt på vej.


Smukke, mørkelilla petunia.


En af mine yndlinge, prydløg.