lørdag den 19. april 2008

Religionskrig

På byens hovedstrøg var der på dagens indkøbstur mulighed for at blive oplyst om ikke mindre end to religioner. På den ene side stod Jehovas Vidner med brochurer og bøger, og på den anden var Scientology ved at stille op, ligelede med læsestoffet klar. Jeg undgik behændigt begge sider!
Egenligt et sjovt sammentræf at begge retninger var på gaden samme dag...måske er sådan en forårssolskindag bare bedre egnet til at overtale forbipasserende til at tage en brochure med hjem på, end en gråvejrsdag?

onsdag den 16. april 2008

Konflikt

Som pædagog i en børnehave er jeg naturligvis medlem af BUPL. Det kunne ikke falde mig ind, ikke at være medlem af en fagforening, eller være medlem af en de "gule" af slagsen. Den fagforening, der kæmper overenskomster hjem på den arbejdsplads, man arbejder på...ja, for mig er der ingen tvivl om, at den er man medlem af. Alt andet er noget snylteri.

Men det betyder jo ikke, at man som medlem ikke kan være rygende uenig i de resultater, fagforeningen får i hus. Og jeg skal da lige love for, at min underkæbe næsten rørte gulvet, da formand og forligskvinde tonede frem på tv-skærmen med glade smil og bekendtgjorde, at der var indgået forlig. Underkæbens gulvtur var ikke så meget på grund af, at der var opnået enighed...men fordi lønstigningen stadig var på 12,8 %. Selvsamme procentsats, som formanden tidligere i forløbet havde erklæret slet ikke var god nok. Forvirret?! Det skal jeg da lige love for.
Efter en nærlæsning af forliget blev forvirringen til utilfredshed. At fjerne vores tillæg for arbejde efter kl. 17...i de daginstitutioner, der ikke har åbent efter 17...og det er efter mit skøn størstedelen...og rent ud skrive, at de penge indgår i lønstigningen...det er da at tage med den ene hånd og give med den anden. Og det giver da det rene ingenting i sidste ende.

Så den strejke, vi skulle have været en del af fra i dag...ja, den blev til en masse bøvl med at regne ud, hvor mange og hvilke børn, der ikke kan passes, mens vores pædagogmedhjælper-kolleger er på barrikaderne. Ærgerligt, og bare ikke godt nok, BUPL!

lørdag den 12. april 2008

Fristelser

Jeg købte garn på formiddagens indkøbstur. Et nøgle af det blødeste, farverige Noro Silk Garden, som jeg har set fine slutresultater af på nettet, men aldrig har haft på strikkepindene selv. Nu skal det prøves. Et tørklæde havde jeg tænkt at det skal ende med.

Og selv om jeg kun gik ind i butikken for at kigge efter netop dét garn, så lod jeg mig friste.Af en stor kurvfuld af det smukkeste strømpegarn...håndfarvet, chilensk garn. Der var mange flotte farvesammensætninger, og jeg endte med at købe et bundt i røde/orange/lilla nuancer. Med de kulører må der da være garanti for varme fødder!



søndag den 6. april 2008

Lidt nyt

Det er jo ikke fordi, der ikke sker noget omkring mig for tiden, at der ikke kommer indlæg...jeg er bare ikke rigtig blog-oplagt, tror jeg. For der er da nusset lidt i haven, lavet håndarbejde færdigt, læst gode bøger...udover at det har været en uge med personalemangel i stor stil på arbejdet...så indlæggene burde egentlig stå i kø. Det gør de så ikke. Men mon ikke den kommer igen, inspirationen/lysten/behovet?! Det satser jeg på!