lørdag den 28. august 2010

Husk nu...

...hvis vejen falder forbi, så er det Middelalderfestival-weekend. Jeg er på vej!

søndag den 22. august 2010

Jubilæums-sjov...

...for det var lige, hvad gårsdagens 25 års jubilæum var: Sjovt! Jeg havde da været lidt spændt på, om vi kunne finde noget at snakke om efter så mange år, men der var både masser af: "Kan du huske..." og "Hvad så med dengang...", og der var interesse for, hvordan de mellemliggende år var forløbet for hinanden. Vi fik grinet en masse og spist god mad. Og har aftalt at ses igen i 2012, for der behøver altså ikke gå 25 år igen.

lørdag den 21. august 2010

25 år er gået

Det er ikke fordi jeg stadig holder ferie, at der har været så stille herinde...tværtimod er jeg vel hverdagsramt?! Nå, men pyt...nu skrives her igen.



Ferien var ualmindelig dejlig! Varm, afslappet, oplevelsesrig, læsning af spændende bøger...og fossiler og andet godt. Hvis du ikke har været på Møn og oplevet klinten, så se at komme afsted. Fantastisk natur...intet mindre. En smule ondt i nakken kan ikke undgåes, da man meget af tiden uværligt kommer til at gå med blikket stift rettet mod stranden og dens overskud af fund fra fortiden. Og når blikket løftes, løftes det højt for at selve klinten kan nydes i fulde drag. Smukt, smukt, smukt!



Sjælland blev også besøgt, hvor vi bl.a. var i Roskilde og beundre vikingeskibe. Når man som jeg er heldig at have en mand med en klinkbygget træbåd, så er det sejt at vide, at den teknik mestrede vikingerne til fulde. Vi så udstilling om Havhingsten fra Glendalough, der sejlede til Irland og tilbage igen i 2008, og jeg fik læst en bog om samme tur...ikke uden klumper i halsen ind imellem. Jeg synes hele projektet var utroligt, og båden er SÅ smuk!




Så alt i alt var ferien lige som sådan en skal være...oplevelser for både krop og sjæl...og så i dejligt sommervejr.

De 25 år i overskriften hentyder forøvrigt til eftermiddagen/aftenens planer: I det Herrens år 1985 sprang en snes håbefulde, sproglige unge mennesker ud med rød/hvide huer på, og det jubilæum skal fejres idag. Det MÅ da blive sjovt at genses efter så mange år...ikke at jeg helt forstår, hvordan det kan være så længe siden?! Men det må jo være rigtigt nok. Jeg glæder mig!