lørdag den 28. juni 2008

Blomsterflor af flere slags



Udover strømper og slumretæppe har jeg gang i et broderi. Et stort blomstermotiv, der er rigtig sjovt at brodere. Der er mange farver og forskellige motiver, så det når sjældent at blive kedeligt. Det har ligget stille et stykke tid, og jeg nyder, at det er fundet frem igen. Det går bedst ved spisebordet og med god musik til. At synge med og brodere samtidig fungerer perfekt. Måske ikke, hvis man spørger mine omgivelser...men det er jo ikke strengt nødvendigt at gøre det! :-)


I haven er de flerårige ærteblomster begyndt at springe ud. Uden duft, men med masser af udseende. De etårige af slagsen har et stykke vej endnu, inden de kan komme i vaser. Mine blandede sommerblomster, der omkranser køkkenhaven, er også så småt kommet i gang. Mange af dem aner jeg ikke, hvad hedder. Men de pynter, og jeg er vild med dem. Og det må være hovedsagen.

søndag den 22. juni 2008

Fruer på spring





Morgenfruerne er ved at vågne til dåd. Nogle enkelte har taget springet, mens andre kun er i gang med opvarmningen. Det bliver smukt, når de gør det for alvor!

tirsdag den 17. juni 2008

Tilbage på pinden

Så er strejken slut, og arbejdet genoptaget. På trods af de "ekstra" 30 millioner er forliget nu ikke noget at skrive hjem om...men er der et reelt alternativ? En strejkeperiode mere, der koster både medlemmer og forbund en frygtelig masse penge...måske endda kan køre BUPL helt i sænk...uden at der er garantier for bedre resultat. Det er der desværre ikke megen fremtid i. Heldigvis har jeg lidt tid endnu at tænke over, hvor mit kryds skal sættes.

onsdag den 4. juni 2008

Dagens farve

Stærkt inspireret af et cetera føler jeg også trang til at komme over i de røde farvetoner...haven byder på flere muligheder lige nu.





Der er en klematis, der vokser op ad et nedløbsrør...sådan lidt af vejen, under trappen til udestuen. Den gør ikke meget væsen af sig, men blomsterne er fantastiske.

For første gang har jeg købt dahlia, der står i potter rundt omkring i have og på terassen. Især denne er flot. Rød og hvid står den og ligner porcelæn.

Gerbera i en helt utrolig pink udgave.

Petunia er der naturligvis også. Da jeg boede i lejlighed og måtte nøjes med altankasser, var en sikker vinder petunian. Gode farver og nem at have med at gøre, når man som jeg ikke er udstyret med de mest grønne fingre i verden. Og den får også lov at pynte haven. Gammel kærlighed ruster ikke så nemt.

Dagens sidste plante er denne. Ses mange steder i landet for tiden...til manges irritation og forhåbentlig til fleres forståelse. Jeg har i hvert fald tænkt mig at tage den på om lidt og cykle til dagens aktion. Nogle af mine medstrejkende skal ud og sejle i kajak på fjorden. Bare rolig, jeg skal ikke. Har prøvet at blive søsyg i en robåd. Så jeg bliver på land og hepper. Vi holder stadig fanen og hovedet højt. Der er ikke så meget andet at gøre end at klø på med godt humør. For vi opgiver altså ikke endnu!