onsdag den 30. juli 2008

Længe oppe

Der er nu noget særligt over ferieaftener. At man kan gå i seng, når det passer en...og ikke, når det passer næste morgens vækkeur. At man måske endda er så heldig, at aftenen kan nydes udendøre, med hyggeligt samvær og stjernehimmel. At der kan ses film, strikkes, læses eller noget helt fjerde i eget tempo. At ingen i huset skal op lidt i 5 i morgen tidlig.
Ferieaftener er gode. That's it! :-)

onsdag den 23. juli 2008

Et år på bloggen

Hvordan kan der allerede være gået et år...og en dag...siden første indlæg?! Det er da ikke til at forstå. Tiden flyver afsted. Også ferietiden. Ferien er allerede halvt brugt...men det betyder jo heldigvis også, at der er en halv tilbage, der er ny og ganske ubrugt endnu. :-)

fredag den 11. juli 2008

Feriefredag

Så er ferien skudt i gang. Og en god start er en tur rundt i haven, hvor det gule hav af morgenfruer, iblandet lidt stænk af andre kulører, i den grad lyser af sol og sommer.


Derimellem også enkelte valmuer. For første gang siden vi flyttede ind for tre år siden popper de op hist og pist. Jeg har ellers hvert år sået blandede sommerblomster, hvor der sikkert også har været valmuefrø imellem, men altså først i år er der held ved dem.


Også sammen med de lyse lavendler, hvor den yndigste, støvede lilla valmue står og pynter. Jeg har ikke sået den. Men det gør bestemt ikke noget. Jeg kan lide den. Som bierne kan lide lavendlerne. Der er en summen og en brummen, der gjorde lidt lugning til en rigtig hyggelig beskæftigelse. Sådan skulle det altid være. Så skete det nok også lidt oftere.



tirsdag den 8. juli 2008

Nedtællingen er i gang...

...og ferien kan da bare komme an! Jeg er SÅ klar til telttur, oplevelser i sommerlandet og ren afslapning. Vejret har lige resten af ugen til igen at komme op i gear...for det er altså ikke strengt nødvendigt at gentage sidste års campingvejr, hvor teltdugen blafrede, så nattesøvnen blev yderst mangelfuld og regnen stod ned i stænger. Telt er sjovest i godt vejr! Basta!