tirsdag den 15. januar 2008

Min far

I dag for tre år siden døde min far. Egentlig skulle jeg måske lave et langt indlæg om, hvor svært det var at se ham blive svagere af sygdommen og hvor hårdt det var at se ham kæmpe for at holde fast i livet til allersidst.
Men nej, jeg vil hellere mindes, hvor humoristisk, hjælpsom og aktiv han var. Aldrig længere væk end et telefonopkald. Havde jeg brug for hjælp, sprang han på cyklen med værktøjskassen under armen. Hans store interesse for alt, der havde med teknik at gøre. Atletikken, som han var aktiv indenfor som helt ung, hvor han var en yderst habil 1500 meter løber. Faktisk...og det er jeg pavestolt over...så løb han et stykke vej med den Olympiske Fakkel i forbindelse med OL i Helsinki i 1952. Igen som pensionist, hvor han vandt adskillige Jyske og Danske mesterskaber i 5000 og 10.000 meter løb. Hans latter, når Monty Python eller Mr. Bean var i tv. Hans stærke, katolske tro. Hans musikalitet, som både blev ført ud i livet på mandolin, guitar, klaver og med sangstemmen. Mange facetter...og jeg kunne blive ved...som tilsammen udgør det menneske, der var min elskede far.

9 kommentarer:

Laila sagde ...

Skönne, dejlige og gode minder. Hold godt fast idet.

Laila i Schweiz

Lea sagde ...

Tak , Laila...det kan du tro, jeg vil gøre. :-)

johanne sagde ...

Uden tvivl et helt igennem hjælpsomt, kærligt og aktivt menneske. Dejlige minder at gemme på.

Frk. Bibo sagde ...

Ved du hvad - det indlæg er da super skønt. Vidner bestemt på at du fokuserer på de gode dejlige minder af en elsket far. Og det bør man vel også gøre... fokusere på det gode.

Lea sagde ...

Johanne, det var nemlig det, han var. :-)
Frk. Bibo, tak...det kan så nemt blive den sidste, svære tid, der hænger mest fast...og det er jo synd, når det heldigvis ikke var den tid, der varede længst. :-)

Lene sagde ...

Hvor er det godt, at du valgte at skrive dine gode minder om din far ned. Dermed er du også med til at hjælpe din hjerne til at huske det gode. Det svære skal ikke forklejnes, men det må aldrig overskygge den dejlige far, som du tydeligvis har haft.

Lea sagde ...

Tak, Lene...jeg er fuldstændig enig med dig. :-)

et cetera sagde ...

Lea, det er den helt rigtige måde at mindes (hvis man kan tillade sig at kalde noget så følsomt for rigtigt/forkert) - det lille fine portræt du tegner af din far, overbeviser ihvertfald mig om, at han i højeste grad ville bifalde disse tanker på/om ham - fremfor at dine minder var bundet op på en sidste, svær tid ...

Lea sagde ...

et cetera, det tror jeg du har helt ret i...bedre at mindes et helt liv sammen end "kun" at mindes det svære. Begge dele skal med, men det sidste skal ikke have lov at overskygge det andet.