I Rom ligger Vatikanet. Og i Vatikanet bor Paven. Og når man nu ankommer dertil søndag formiddag, så er man nærmest nødt til at valfarte til Peterspladsen og se, om ikke han skulle være hjemme. For er han det, kommer han frem i sit vindue klokken 12 og taler til folket. En oplevelse, vi gerne ville have med.
Og vi troppede op, sammen med rigtig mange andre mennesker. En masse turister som os selv. Men også en del præster og nonner. Der var flere nonner, der tog opstilling lige omkring, hvor vi stod, og vi var ret sikre på, at de måtte have tjek på Paven og hans gøremål. Med andre ord: De ville ikke være der, hvis ikke han var der.
Så vi ventede troligt i den bagende middagssol.
Klokken blev 12 og Peterskirkens klokker gik igang. Vi blev enige om, at når de var færdige med at bimle, SÅ skete der garanteret noget på Pavefronten.
Klokkerne blev stille. Intet skete. Vi ventede lidt længere. Pludselig kunne vi ikke længere se så mange nonner omkring os. Faktisk var der "kun" turister tilbage.
Paven var ikke hjemme. Man havde åbenbart glemt at fortælle ham, at vi kom! Så øv...ingen Pave i denne omgang. Men en sjov oplevelse at stå der sammen med hundredevis af andre forventningsfulde mennesker. Og forventningens glæde er jo oftest den største.
4 kommentarer:
Hahahaha, Lea - det var rigtigt sjovt fortalt - selv om det selvfølgelig var synd for Jer at ikke fik Paven at se! Peterspladsen er nu nok turen værd i sig selv, men det havde da været sjovt med den ekstra oplevelse!
et cetera, Peterspladsen er helt sikkert turen værd, og vi var der også mere end en gang. Smukt og storslået er der!
Ja, det er jo lige det, med forventningens glæde. Og så har I jo oplevelsen til gode til næste gang - for et bryllupsrejsemål skal vel besøges flere gange i livet, skal det ikke?
Nina, du har da fat i noget der, med genbesøget. Der er i hvert fald en masse, vi ikke fik set...sikkert også flere ruiner at tage billeder af. ;-)
Send en kommentar