Er vi der ikke snart?

Der er langt til Rom. Især når man skal med tog hele vejen. Det tager lidt over et døgn at komme fra det østjyske til Den Evige Stad. Men når man som jeg nærmest bliver luftsyg af at kigge på et pariserhjul, så er flyveture altså ikke særligt sjove. Så hellere sidde og bumle i et tog.

Udsigten blev nydt. Bjerge er jo ikke hverdagskost her i flade Danmark, og jeg må indrømme, at især gennem Østrig på hjemvejen var jeg betaget.Utroligt smukt var det, med landsbyer på bjergskråningerne og sne på toppen. Det var lige før jeg var klar til, iført dirndl og frikadeller bag ørerne, at springe jodlende rundt som en anden Heidi. Men jeg styrede mig.

Den lange togtur indebar naturligvis liggevogne. På nedvejen blev vi underholdt en stor del af natten af nogle unge schweizere i kupeen, der åbenbart lige skulle vende verdenssituationen. Der blev snakket igennem. Hjemad var vi heldigere. Stille, trætte togrejsende som os selv, der helst bare ville sove.
Søndag morgen ankom vi til Italien. Der blev kigget på det nye landskab. Og spejdet længselsfuldt efter Rom.