onsdag den 31. december 2008

Godt Nytår!!

Julen blev lige så hyggelig, som den plejer. I år var der kun et enkelt barn med, min nevøs dejlige søn på 2 år, og han klarede al den festivitas i stiv arm. Han havde misforstået Julemanden en anelse...hvis han f.eks. fik at vide, at han ikke måtte komme til glaspynten på træet så han alvorligt på én og sagde: "Nej, for så kommer Julemanden!"...sådan lidt Den Store Bastian-agtigt. Så heldigvis kom Julemanden ikke forbi!
2. Juledag var det så vores tur til at lægge hus til julefrokosten. Maden var rigelig og rigtig god...naturligvis med julekål med kanelsukker og smørklat. Nogle i selskabet har godt nok misforstået det helt og påstår hårdnakket, at der skal peber på i stedet, men det ved enhver da er heeeelt forkert! :-)
Som traditionen i vores familie byder spillede vi tallotteri undervejs...naturligvis med præmier og sidegevinster. Min bror havde dem med, og i år var det hele spiseligt. Det var der ingen klager over.
Og nu nærmer 2009 sig så allerede med stormskridt. Utroligt, så hurtigt en juleferie får ben at gå på. Heldigvis starter jeg først på arbejde igen på mandag. Til næste år! :-)

Til sidst...godt Nytår til alle!

onsdag den 24. december 2008

I aften er det juleaften...

...og dagen inden skal nydes! Alle gårsdagens aktiviteter blev nået i fin stil. Juletræet står smukt med pynt oppe og nede...mest oppe, for Missen er ret interesseret i de nederste grene. Julekonfekten er lavet og smagsgodkendt; de sidste gaver blev pakket ind...og vi nåede også en lille visit hos naboerne for at ønske glædelig jul. Og en enkelt bytur blev det også til. Så lillejuleaftensdag blev udnyttet til sidste grannål...eller noget i den stil. :-)
Dagen i dag satser jeg til gengæld på bliver stille, rolig og afslappende. Min søster bor 10 minutter herfra på cykel, så vi skal ikke afsætte flere timer til transport...og de timer skal bruges fornuftigt! Der er strikketøj, ugeblade...og ikke mindst gode bøger.
Min nye definition på "perfekt timing" er nemlig: Når den krimi man har været skrevet op til i månedsvis, ligger klar til afhentning to dage før juleferien. Jeg er lige begyndt på den, og den tegner allerede ligeså god som forgængeren ,som jeg læste i sommerferien.

Men inden jeg igen fordyber mig i den, eller kaster mig over strømpestrikning...eller manden, der også har fri idag...så vil jeg ønske dig og dine en rigtig glædelig jul!!

tirsdag den 23. december 2008

Lillejuleaftenstidligmorgenstund

Selv om juleferien begynder i dag er der jo ingen grund til at sove dagen væk! I hvert fald kunne jeg ikke falde i søvn igen, da manden havde kysset farvel inden turen gik på arbejdet lidt over kl. 6...og jeg elsker altså tidlige morgener, når jeg ikke skal ud af døren og afsted på cyklen. Der er mørkt og stille...bortset lige fra P3, der sniger sig ud af højttalerne. Lige som det skal være.

Der er god tid til dagens program. Juletræet kom ind i går aftes og lysene er sat på, så det kan ikke vare længe, inden jeg kaster noget pynt på.
Marcipan og nougat har ligget i skabet noget tid, men jeg har ikke rigtig gidet gå i krig, men det gider jeg heldigvis i dag...også ved at være på høje tid, jo. For i morgen er det pludselig juleaften. Som vi ikke skal holde i år. I stedet bliver det rigtig dejligt at sætte sig ved et veldækket bord hos min søster og svoger. Jeg ved, at der serveres and...så er jeg tilfreds. :-)

søndag den 21. december 2008

Julen er hjerternes fest...

...og jeg skal da ellers lige love for, at her er hjerter! Jeg er nærmest gået amok med at klippe julehjerter i år. Julekort, dørpynt, til og fra kort...alt er hjerter. De er så sjove at lave, fordi de alle bliver forskellige. Og når man, som jeg jo må indrømme jeg kender lidt til, er typen, der køber papir og karton "bare" fordi det er lækkert...ja, så har man efter lidt søgen i gemmerne mulighed for at lave rigtig mange hjerter. Og fine bliver de altså. Synes jeg selv, i hvert fald. :-)








mandag den 15. december 2008

Decembermandag del 2

Starten på fridagen blev så en anelse mere spændende end jeg havde behov for. Missen støttede slet ikke på sit ene forben og poten vendte helt mærkeligt. Afsted til dyrlægen, der kunne konstatere hævelse og betændelse, sikkert efter et bid. Feber har den lille kat og ondt i benet. Så et par indsprøjtninger og antibiotika med hjem...og lige nu ligger den og hviler, heldigvis efter at have spist lidt. Så vi er roligere igen, for forskrækkede, det blev vi altså. Utroligt, som man kommer til at holde af sådan et lille væsen. :-)

Decembermandag

Ikke bare mandag, men en feriedagsmandag...nice! Dagen skal bruges på en shoppetur til Århus. Bl.a. skal julemarkedet i Ridehuset besøges, ligeså Søstrene Grene. Og ellers hvad der sådan lige falder for. Vi har ikke travlt. Go' mandag til dig også! :-)