Kærmindesøster har vi en del af i haven...og heldigvis for det. For jeg elsker de små, blå blomster. En blå, der næsten er elektrisk sammen med de store, grønne blade. Yndig på en uprætentiøs måde.
Og især er den uhøjtidelig hernede ved drivhuset, hvor den har slået pjalterne sammen med en mælkebøtte. Det er da, så ethvert svensk hjerte må være ved at løbe over af fædrelandsfølelser...heja heja, de blå/gule!
Naboens æbletræ er et blomsterhav af dimensioner.
Vore egne æbletræer er lidt mere beskedne. Men tæt på gør deres blomster sig nu også ganske fint.
4 kommentarer:
Uhm!!! Skønne billeder... det er så sandelig en smuk årstid med alt det, der pibler frem. ;-)
Ja, det er pragtfuldt...jeg nyder også bare at sidde i haven og kigge ud på alt det grønne...ja, selv noget af ukrudtet kan nydes.
:-D
Det er så smukt, man kan slet ikke få nok. Kærmindesøstre..har jeg også. Har arvet dem fra en anden have, og de breder sig velvilligt.
Johanne, det har du ret i...så smukt er det...og værd at vente på en lang, mørk vinter.
Send en kommentar