lørdag den 28. juli 2007

Det var så dén telttur

Vesterhavsturen blev et par dage kortere end planlagt. Teltet var nærmest ved at lette om ørerne på os flere nætter, og voldsom regn larmer ufattelig meget, når den rammer teltdug. Så efter flere nætter, hvor det var så som så med søvn....ja, så blev kæresten og jeg enige om at vende snuden hjemad.
Men inden da nåede vi et par dage i Hvide Sande og ligeså på Fanø. Begge dejlige steder med skønne strande, som dog kun blev brugt til badning en enkelt gang. Ifølge campingfatter var vandet 19 grader. Vi kom da også i, trods nogle pænt høje bølger. Forfriskende, det var det!

Fanø havde vi aldrig besøgt før. Især Sønderho er meget idyllisk, med smukke, gamle huse. Byen emmer af atmosfære, og virker ikke så "turistet" som mange af byerne langs Vestkysten nemt kommer til. Mens vi gik rundt, strejfede tanken om at kunne bo sådan et sted mig da flere gange. Men nu har jeg jo heller ikke prøvet at være der, når naturen rigtig viser tænder. Så er det ikke sikkert, at tanken er så fristende længere.

2 kommentarer:

Anne sagde ...

sådan er det, man snuser rundt et stykke tid, og tænker så, det må jeg så også prøve. Og er det ikke bare sjovt??? Velkommen til, hilsen Anne, der også er forholdsvis ny. Fik du iøvrigt set butikken "Silken" og Kunstladen, da du var på Fanø?

Lea sagde ...

Tak for velkomsten, Anne...den sætter jeg stor pris på!
Kunstladen gik jeg glip af, men Silken fik jeg besøgt...meget smukke silkestoffer, tørklæder og nogle utroligt fine jakker. Fristelser var der nok af! :-)