mandag den 9. april 2012

Påskeprojekter, del 3



Der er mere freeform hækling undervejs. En fantasifugl, der måske får følgeskab af flere fugle...hvad de skal bruges til ved jeg endnu ikke. Og det gør heller ikke noget. Lige nu er det processen, der er det interessante at udforske. Og sjovt er det altså bare!
At mit kamera insisterer på, at farven rundt om fuglen skal være lyseblå, når den faktisk er grøn, er underligt...men pyt!

Påskeprojekter, del 2



Jeg har også hæklet blomster, sådan "ud ad landevejen"-agtigt. Det er virkelig sjovt bare at prøve sig frem undervejs. Selvfølgelig skal der pilles op ind imellem, men med små projekter gør det ikke det store.

Påskeprojekter, del 1



En dejlig påskeferie synger nu på sidste vers. Vejret har ikke budt på temperaturer, der indbød til havearbejde...men det gjorde nu ikke det fjerneste. For så kunne jeg med den allerbedste samvittighed sidde inde og nørkle med diverse sjove projekter. Faktisk har jeg nået en del.



Jeg har kastet mig ud i at hækle freeform. Starte et sted og så bare hækle, hvad der nu falder mig ind undervejs. Første forsøg er blevet brugt til et par grydelapper, hvor selve lappen er strikket i dominostrik. Dejligt tykke er de blevet...og sjove at lave var de.

søndag den 4. marts 2012

Ugler i mosen

Julekortene er forlængst sendt, og de første dage, der i den grad mindede om forår, har også været her...med andre ord er det vist på tide med et indlæg, der er lidt mere up to date end det forrige.

Her sysles med ugler. Et dejligt, nemt strikkeprojekt, hvor der er bud efter de utallige smårester af strømpegarn, som jeg naturligvis ikke har nænnet at smide ud. Og godt for det! For nu er de lige, hvad der skal til for at kunne lave mange, vidt forskellige små fugle.



I går var jeg så heldig at finde andre små, forskellige og farverige sager. I en genbrugsbutik stod 5 æggebægre fra Bangholm til den rørende pris af 5 kr. stykket. Efterfølgende har jeg set dem på nettet til 30-50 kr. Så en god handel var det vist. De er så fine og pynter på stribe i køkkenet.



torsdag den 15. december 2011

Årets julekort



Der er kun købt to julegaver, og det er ikke helt nok. Det bør de tre, store ænder i fryseren til gengæld være. Så det går da den rette vej mod julen. Og vejen kan også snart gå til postkassen, for jeg er færdig med at lave julekort. Som vanligt en rimelig enkel, men julet udgave. Lidt stempelværk og et par guldstjerner kan gøre underværker, og forhåbentligt sprede lidt julestemning hos modtagerne.

torsdag den 3. november 2011

Hjertehæklerier



Jeg hækler julehjerter. Jo jo, i god tid, men de er så hurtige og hyggelige at hækle, at jeg ikke kan lade være. Opskriften fandt jeg i Hendes Verden, og jeg synes, de hænger umanerligt godt på det lille, fine køkkenskab. Der skal hækles flere endnu. Og de, der hænger på skabet kommer ned igen til det for alvor bliver december. Ellers når vi vist at køre træt i julen herhjemme.

onsdag den 5. oktober 2011

Lille kræ med store øjne

Jeg købte i sidste uge et par hæklebøger af Maja Hansen - "Hæklede dyr" og "Flere hæklede dyr" - og første færdige eksemplar er nu færdigt. En lillebitte skildpadde med stort hoved og ditto øjne. Ret nuttet!

lørdag den 1. oktober 2011

Sensommernydelse

Så blev det pludselig sommer...lidt sent, men den nydes i fulde drag i haven. Og sensommeren har også inspireret til et haiku.


Overskud

Med ryggen mod blåt
Skydes frugter mod jorden
Slipper med et suk

søndag den 7. august 2011

Sokker i vævestrik



Jeg er lige blevet færdig med et par sokker i vævestrik. Opskriften fandt jeg her på Ravelry. Mønstret er nemt og sjovt at strikke, og resultatet ganske fint.

mandag den 25. juli 2011

Når vejret kommer til kort



Ferievejret opfordrer til indendørs sysler. Jeg har kastet mig over mine utallige bunker af papir og karton, og det er der kommet nogle kort ud af. Fornemmer man et blomstertema? Jeg tror det.



Kortene er enkle, som jeg bedst kan lide dem...ikke for mange detaljer, men nogle få, forhåbentligt velvalgte. Nuancerne er blålige og grønlige...når nu ikke vejret lige er til strand, sol og vand må de smukke sommerfarver findes andre steder. Godt, jeg har rigeligt af dem i gemmerne.



tirsdag den 19. juli 2011

Der må være en kant

Hvordan kan det være, at det er meget, meget sjovere at strikke sjalet end at gøre det færdigt? Fordi der skal samles mange kantmasker op og dernæst strikkes bieser rundt i samme kant. Det er kedeligt, er det...men nu er sjalet kommet frem fra strikkekurvens dybeste dyb, og opsamlingsheatet er igang. Så ser vi, om det bliver helt færdigt i denne omgang. Jeg gør i hvert fald en indsats.

mandag den 18. juli 2011

Nyt...og lidt gammelt

Jo jo, her er skam liv endnu! Her holdes sommerferie. Vejret er jo til lidt af hvert, nok mest regntøj og gummistøvler, men solen ses da lidt indimellem. Faktisk kalder vejret på et par haikuer...værs'go!

Byger
Regnen øser ned,
fylder huller op med vand.
Barnet råber: Pyt!

Søndagssol
Solpletter på græs
forplanter sig til barnet.
Genlyd af latter.

lørdag den 16. april 2011

Giv dem kage!



Her har været gang i hæklenålen. Det har resulteret i kager af forskellig slags, der pynter på et lille bord på reposen. Og de er garanteret kaloriefri, men ikke uden en vis sødme. Lige efter min smag.



Her holdes forøvrigt påskeferie på livet løs. Jeg tyvstartede med en feriedag i går, hvor det blev til en dejlig tur til Vejle, hvor jeg som vanligt gik lettere amok hos Panduro Hobby. Blokke med det fedeste papir kom med hjem. De skal nok blive brugt fornuftigt. Ama'r! ;-)

søndag den 27. marts 2011

Søndagssmykker




Der er endelig ved at gå forår i den, sådan for alvor. I hvert fald om mit håndled, hvor der sidder et par hjemmelavede, farverige, blomstrende armbånd. Et par knapper, lidt flere perler og smykkesnor i fine farver har givet et ganske godt resultat. Jeg skal vist også prøve at lave et, hvor jeg kun bruger de søde blomsterknapper. Det kunne blive rigtig yndigt...på den lidt sjove måde.



mandag den 28. februar 2011

Senere samme mandag

Efter nattens tv-kiggeri er det rart med en feriedag til at nusse lidt rundt herhjemme. Den manglende søvn kan godt mærkes!
Noget af dagen er brugt på at færdiggøre et par bestillingsarbejder. Turkis, orange, lilla og limegrøn måtte meget gerne indgå, og ellers var der frit spil. Jeg er ganske godt tilfreds, og håber, modtagerne bliver glade.

Tidlig mandag morgen

Som traditionen byder ser jeg Oscar uddeling direkte fra Hollywood. Og halløjsa, en Oscar til Susanne Bier og Danmark gør da den manglende nattesøvn det hele værd.:-)

torsdag den 20. januar 2011

Vintersol og vævestrik

Januar er godt igang, og idag har den vist sig fra sin allersmukkeste side...med klar luft og sol og løfter om forår, når den tid kommer. Tiden går som vanligt hurtigt her på bloggen, også uden blogfruens tilstedeværelse, men lidt fornuftigt er den dog gået med. Jeg er nemlig i gang med at strikke et sjal i vævestrik, og det er bare så sjovt at sidde og nørkle med. Sjalet har en stribe ned over ryggen, hvor der er det fineste mønster...men indtil man kommer dertil er der et langt stykke med ensfarvet glat, hvor der naturligt nok bliver flere og flere masker at forholde sig til. Der strikkes også en biese, hvor der skal samles mange masker op...men det bliver jo nysseligt i den sidste ende. (Mellem os sagt, så glæder jeg mig ikke voldsomt til bieserne rundt i kanten...men hey, kommer tid, kommer biese...eller noget!)

lørdag den 18. december 2010

December farer afsted...



...og jeg følger med! Næsten alle gaver blev købt i torsdags på et par timer...inklusive frokost for to i byen. Hygge og effektivitet i ét. Ikke så ringe endda.
Julekortene var ikke hjemmelavede i år. Manden havde købt nogle fine Fair trade kort fra Bangladesh, så de blev sendt afsted med ønsker om glædelig jul og godt nytår og ekstra god samvittighed. :-)



Men til og fra kortene laver jeg selv. En enkel model af mit foretrukne kvistkarton, en lille metaldims, lidt garn og et juletræ med en stjerne i toppen...og hey presto: Julestemning!

lørdag den 20. november 2010

Englelyd



I Hendes Verden var der for et par uger siden et tillæg med gør-det-selv julepynt, og jeg faldt for disse engle. Ret hurtige at fremstille og, synes jeg selv, umanerligt søde. De her tre skal foræres væk senere idag...håber, de falder i god jord. Jeg tror det!

søndag den 7. november 2010

Filtede fornøjelser

Jeg strikkede en del hjerter op til jul sidste år, men ikke alle blev syet sammen, fyldt og filtet. Det er de så blevet nu. For jeg har været i gang med at strikke sjove små nissehuer...igen et lille kit fra Kastaniestrik...og de skulle en tur i vaskemaskinen. Ingen grund til ikke at få hjerterne med i samme ombæring.
De er blevet fine, er de! December kan bare komme an, kan den! For julepynt er der nok af. Tro mig.