
Og måske forårssolen bringer skrivelysten med sig? For det er ikke meget, der har været at læse her på bloggen indtil nu i 2010. Jeg læser stadig blogs, men får heller ikke kommenteret så meget som før, måske efter devisen: Har du ikke noget klogt, morsomt eller interessant at bidrage med, så lad være!
Jeg kan på flere blogs genkende tendensen. At ordene ikke står så meget i kø, som de gjorde engang, og indlæggene ikke er så mange eller så lange.
Men der er dog noget, der undrer mig. For som jeg kender det fra min egen blog, er der perioder, hvor der ikke er stor aktivitet på diverse blogs...og det er jo helt fint. Men at skrive indlæg om, at nu gider man ikke mere; man har skrevet sig tom eller samfundet er alligevel ikke blevet bedre af det, man har skrevet og at man så erklærer sin blog for død...for så at starte en ny op, nærmest i samme åndedrag...tja, det fatter jeg altså ikke ret meget af. Måske en måde at gøre sin blog lidt mere interessant på?
Nu jeg er ved min blog-undren, så skal blogs, der pludselig kun er for inviterede læsere, også med. Det har jeg oplevet flere gange, og det er faktisk en ret tam fornemmelse at komme til en blog, jeg har fulgt længe og så nærmest møde et Adgang Forbudt skilt...men det er måske bare fordi jeg ikke selv er en af de udvalgte?! :-)
Nå, men solen har skinnet, blomster er sprunget ud og knopper står på spring...så skide være med al min undren. Blogverden er jo ikke den eneste verden, jeg færdes i...heldigvis. :-)